Kirken

Om kirken

 

Den danske Kirke i Schweiz er tilknyttet Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK). Kirken vil i 2017 fejre sit 70 års jubilæum, idet de første danske gudstjenester i Schweiz kan spores tilbage til 1947. På dette tidspunkt oprettedes Det Lutherske Verdensforbund og Kirkernes Verdensråd i Genève, og det var ansættelsen af danske præster i disse organisationer, som gjorde det muligt at afholde gudstjenester og etablere en dansk menighed i Genève. I de første mange år var der ingen særlig struktur på kirkens arbejde. De danske præster stillede sig frivilligt - og uden betaling - til rådighed samtidig med, at de varetog deres arbejde i Genève. Det er først med ansættelsen af pastor Poul-Erik Fabricius i 1997 - efterfulgt af Jørgen Almdal i 2003, Mads-Bjørn Jørgensen i 2006, Jens Barfod i 2009, Kresten Drejergaard i 2012 og Lars-Erich Stephansen i 2017 - at Den danske Kirke har fået en fast præst med præstegerningen som eneste opgave hernede.

 

I dag betjener Den danske Kirke i Schweiz hele landet. Kirken er stort set selvfinansierende og dens indtægter stammer fra bidrag og donationer fra menigheden, betaling for kirkelige handlinger, som ønskes afholdt uden for de ordinære gudstjenster, og endelig af de midler, der kommer ind ved afholdelse af forskellige arrangementer året igennem - blandt andet julestuer. Præstestillingen er ulønnet. Alle udgifter til præstebolig, transport og kontorhold samt til kirkens drift - herunder leje af kirker, honorar til organister og kirkesanger betales af kirken. Den danske Kirke i Schweiz er således helt afhængig af bidrag og støtte fra menigheden.

 

Ved medlemskab af en kirke i udlandet under DSUK, hvortil der er udsendt en dansk præst, er danskere automatisk medlem af den danske folkekirke med alle dertil hørende rettigheder til kirkelig betjening i Danmark.

 

Som medlem af kirken betragtes enhver, som yder støtte til kirken, og som står på kirkens mailingliste, som er dansk eller af dansk oprindelse (eller på anden måde føler en særlig tilknytning til Danmark), og som har fast bopæl i Schweiz eller tilgrænsende områder, samt vedkommendes familie.

 

Bidrag til kirken kan indbetales på de girokort til postkonto 12-10950-6, som udsendes med kirkebladet. Man kan også kontakte menighedsrådets formand eller præst og få tilsendt et girokort.

Det er desuden muligt at betale direkte via e-banking:

 

Post Finance SA, 1200 Geneve

Navn: Eglise Danoise en Suisse

IBAN: CH71 0900 0000 1201 0950 6

SWIFT: POFICHBEXXX

 

Af økonomiske grunde er der brugerbtaling i Den danske Kirke i Schweiz:

 

Barnedåb i forbindelse med gudstjeneste CHF 200

Barnedåb uden for gudstjeneste CHF 400

Bisættelse / begravelse CHF 400

Konfirmandundervisning CHF 800

Velsignelse af borgerligt indgået ægteskab CHF 800