Præsten

December 2018

Kære alle


Til nytår er det to år siden, jeg begyndte som rejsepræst i Schweiz med god støtte fra Birte. Vi har fundet os godt til rette her i Schweiz, og på trods af de store afstande oplever vi nu på man-ge måder den samme nærhed, som da vi for 39 år siden flyttede til det lille landsogn, Ringive-Langelund i Sydjylland. Det er den samme hjertelighed, når vi kommer til Bern; den samme varme modtagelse, når vi kommer til Lausanne-Montreux; den samme imødekommenhed i Zürich; de samme hyggelige sammenkomster, når vi kommer til Basel, og i Genève desuden de gode naboer og de dygtige og arbejdsomme medlemmer af menighedsrådet. Alt sammen gør det, at de store afstande ikke betyder så meget, og at det er et godt sted at være præst.


Men vi har da opdaget, at det var en god idé, Birte fik, da hun købte og installerede en ”cross-trainer” i et af værelserne. Det er en nogenlunde nem måde at holde sig i form på, og det er en nødvendighed, dels så vi også kan klare nogle vandreture rundt omkring, dels slæbe de mange nødvendige varer til julestuerne, som er og bliver et vigtigt led i kirkelivet i Schweiz. Desuden bliver man heller ikke sådan rigtigt forpustet, når man løber op til lejligheden på tredie sal. Så-dan kan vi forene det behagelige med det nyttige.


Ovenstående tryk er lavet af min gamle ven Kristian Hildebrandt, der døde 87 år gammel i 2011. Han blev født og levede hele sit liv i et lille hus ved siden af kirken, men fulgte levende med og havde altid radioen åbnet på P1, både når han arbejdede, og når han tegnede eller lavede skulpturer. Han var skomager. Derfor er det heller ikke et linoleumssnit, men et sålelædersnit. Han valgte aldrig de lette løsninger, men det hårde sålelæder lå lige for. Her er det kirken, der var udsigten fra hans vindue. Men han så ikke kun kirken. Han så også dens indhold, og mere nænsomt kan man vel ikke skildre juleevangeliet. Den lune fortrolighed i stalden. Koen, der nysgerrigt stikker mulen hen til den nyfødte, klar til at slikke tæerne, Marias ro, og Josef, der står lidt kejtet ved siden af. Stjernerne. Det hele lyser os i møde. Det er et dejligt billede. Med det vil vi ønske jer alle en glædelig jul og et godt nytår.


Birte & Lars-Erich Stephansen



Præsten kan kontaktes på e-mail: dankirke@bluewin.ch

eller telefon +41 76 372 63 87 eller evt. på fastnet: +41 22 798 80 18.

Grundlovstale den 5. juni 2019 i Vaduz, Liechtenstein


Hvorfor er det vigtigt, at retsstaten er en sekulær retsstat?

 

”Med lov skal land bygges,” lyder indledningen til Valdemar Sejrs Jyske Lov fra 1241, ”men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov.” Det er  mit emne i dag: Retsstaten, den sekulære retsstat.


Tillad mig at begynde helt personligt. Vores familie spænder vidt. Den rummer både superliberalister og supersocialister, og de elsker at drille hinanden. En af vores niecer hører til iblandt supersocialisterne. For 10 år siden var hun som 18’årig kasserer i SFU i Aalborg og glødende engageret i alverdens samfunds-forhold. Det er hun for så vidt stadig; men nu er hun bedre til at samle sig om enkelte ting. Hun har jo også fået arbejde, og den slags tager tid. Men i 2009 ville hun have mig med på vognen, da en flok irakiske flygtninge besatte Brorsonkirken i København. Hun tænkte, at jeg som præst da måtte støtte flygtningene, der havde søgt beskyttelse i kirken. Kirken er jo danskernes hellige sted. Sammen med en række præster argumenterede hun og flygtningene med netop kirkens hellige rum. De havde stillet sig under Guds be-skyttelse, så her skulle de være sikre. De havde fået afslag på asyl, og nu ville de have sagerne gen-optaget. Der var også børnefamilier imellem.


To gange prikkede niecen til mig på Facebook for at få mig til at like og dele hendes opslag, og derfor endte det med, at jeg måtte forklare hende, at det hele ikke var så enkelt. Jeg gav hende en historielektion i, hvad der kan ske, når man giver kirken politisk magt. For det var jo essensen: Hvis kirkens rum var uden for de verdslige myndigheders rækkevidde, havde man samtidig givet kirken politisk magt. Hun havde ikke tænkt sig om, hun havde ligesom andre i kampens hede bare tænkt: Fedt! Nu har vi dem. Nu må de hel-lige se at komme ud af hullerne.


Misforstå mig ikke. Jeg mener ikke, at flygtninge og indvandrere bare skal skæres over én kam; det er bare ikke det, der er mit tema. Men det var jo ikke tilfældigt, at den katolske kirke i middelalderen fik gennemtrumfet, at kirkens rum skulle være fredhelligt. Her måtte man ikke medbringe våben. Her kunne fredløse søge beskyttelse. Og de, der brød fredhelligheden, begik en dødssynd. Det gjaldt fx de bønder der dræbte Knud den Hellige i Albani kirke i Odense. De stod til evig pine i Helvede. Han blev til gengæld erklæret for helgen. Andre blev ekskommunikeret, udstødt af kirken. Og udstødelse af kirken var en alvorlig sag, en udstødelse af samfundet. Tanken om kirkerummets fredhellighed blev på den måde brugt til at gøre kirken til netop en stat i staten, et sted, hvor de verdslige myndigheder ikke havde noget at gøre. Ja, i århundreder stod paverne endog over selv de mest magtfulde fyrster. Således måtte den tyske kejser, Henrik IV, der var blevet ekskommunikeret og ikke kunne deltage i hverken gudstjeneste eller nadver, i 1077 bøje sig for pavens magt og bogstaveligt talt krybe til korset i Canossa.


Det jeg vil have frem med eksemplet, er vigtigheden af sekulær lovgivning, at retsstaten er en sekulær retsstat. Det er vigtigt, at man ikke kan henvise til kirkens rum som et ”helle” i en ond verden; for hvis man bruger det hellige som argument i det ene tilfælde, har man samtidig åbnet for, at andre kan bruge det i et andet tilfælde og vel at mærke ud fra det, som er helligt for dem. Selvfølgelig kan man have sine person-lige, herunder også religiøse begrundelser for dette eller hint, det tænker jeg de fleste har; men personlige grunde kan man ikke bruge som et argument over for andre, der tror noget andet. Det er vilkårene, hvis man ønsker, at samfundet skal være pluralistisk, og der er ikke nogen vej uden om i dag, hvor forskellige trosretninger og ideologier skal kunne leve side om side. Der skal være plads til minoriteter. Også til kristne i Kina. Også til Jehovas Vidner i Rusland.


Derfor var det også interessant, at samtidig med min diskussion med Astrid, fik manden der stod bag Lockerbie-katastrofen i 1985 en heltemodtagelse i Libyen, efter at han var blevet løsladt af humanitære grunde. Han havde fået prostatakræft. For ham var livet ellers ikke det helligste af alt, da han sprængte Pan-Am flight 103 i luften over Lockerbie. Det var det heller ikke for ham, der dræbte Theo van Gogh med sin kniv på gaden i Amsterdam i 2004 – og siden er der fulgt en lind strøm af terroraktioner og drab, som alle er klare eksempler på, at nogle, og netop med religiøse begrundelser, vil påtvinge andre deres sand-hed. Under besættelsen sang man med glæde: ”Kæmp for alt, hvad du har kært, dø, om så det gælder!” javist, men der er pokker til forskel på at dø for det, man tror på, og at slå ihjel for det, man tror på.


Det har kristne jo også gjort historisk set, vil nogle indvende, og ja, det er rigtigt. De spanske og franske inkvisitorer troede virkelig, at det eneste rigtige var den katolske kirkes sandhed. De mente oprigtigt, at de gjorde ikke bare Gud og kirken, men sandelig også kætterne en tjeneste, når de underkastede dem tortur for at få dem ud af deres vildfarelser. Hvad var en kort pine i dette liv vel i forhold til uendelige kvaler i helvede? Derfor slog de ihjel for det, de troede på.


Det kan virke forskruet, men adskiller sig dybest set ikke fra det, der i forrige århundrede skete under den kommunistiske, angiveligt videnskabelige og principielt ateistiske ideologi i Sovjetunionen, hvor revoluti-onens specialstyrker bl.a. fik til opgave at likvidere præster og andre samfundsskadelige snyltere. De var da virkelig også overbeviste om, at de arbejdede i en højere sags tjeneste, og de slog ihjel for det, de troede på. Da jeg læste i Århus i 1970’erne, spurgte en frelst marxist mig engang, om jeg ikke var klar over, at det var sådan nogle som mig, der ville være de første til at få et nakkeskud, når dagen kom. Også han mente, det var rimeligt at slå ihjel for det, han troede på. Men det var da venligt af ham at advare mig.

 

I dag fylder Grundloven 170 år, og der er – det viser de eksempler, jeg har nævnt – god grund til at glæde sig over, at vi i så mange år har haft en sekulær retsstat. For selv om det sekulariserede, ikke religiøse demokrati er groet naturligt frem af især den protestantiske tradition – giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er – så eksisterer det demokratiske samfund på egne præmisser. Og det skal det også.

Alligevel har gamle kristne værdier sat et kraftigt aftryk på europæisk lovgivning og retsfølelse, selv om det sekulære slår mere og mere igennem. Således er der en indlysende sammenhæng mellem kristen-dom og menneskerettigheder. De er og bliver et barn af vestlig kristen kultur, som ikke altid er lige vel-komne i andre dele af verden. Det er ikke tilfældigt, at Antoine de Saint-Exupéry (ham med ”Den lille prins”) kunne kalde dem for sekulariseret evangelium.


Men lad mig give et eksempel. Nazismen, som desværre også lokkede tyske kristne på afveje, dyrkede blandt andre idéer også racehygiejne. Racehygiejne som sådan var ikke nazisternes opfindelse, viden-skabsmænd havde som konsekvens af deres videnskabelige tankegang syslet med tanken længe, og i Danmark tvangssteriliserede man også i en årrække folk med Downs syndrom, så de ikke kunne føre deres gener videre; men det var nazisterne, der kynisk og helt konsekvent omsatte teorien i praksis. Så-ledes fik to tyske læger, der var ansat på et sindssygehospital, under 2. Verdenskrig, til opgave at udar-bejde en liste over uhelbredeligt sindssyge, som skulle aflives efter den nazistiske euthanasipolitik. De kunne godt sige nej til opgaven og i stedet overlade det til SS-læger; men de valgte bevidst at gå ind i projektet med den udtrykkelige hensigt at redde så mange som muligt. De udskrev 4.000 af 5.000 patien-ter enten til hjemmet, til familien, eller til religiøse stiftelser. 4 af 5 tusinde mulige. Det var mange men-nesker, de reddede på den måde. Men de sidste tusind kom altså på listen over uhelbredeligt sindssyge og blev aflivet.


Efter krigen blev de to læger anklaget for medvirken til drab, selv om langt flere ville være blevet dræbt, hvis SS-lægerne var kommet til. Domsmandsretterne frifandt da også de to læger, men de øverste domstole ophævede frifindelsen, idet de forkastede ”en retstanke om tilladeligheden af at vælge det mindre onde som stridende mod ’den herskende kulturanskuelse vedr. menneskets væsen og personlig-hed, der er bestemt af den kristne morallære’ (’der herrschende, von der christlichen Sittenlehre her be-stimmten Kulturanschauung über Wesen und Persönlichkeit des Menschen’).


Man må ikke dræbe nogle for at redde andre!


Hvis de selv havde været omfattet af faren som fx i en overfyldt redningsbåd, der stod i fare for at gå under i den hårde sø, ville det have være noget andet; men her var der ikke tale om fællesfare, og derfor måtte der nødvendigvis fældes en dom. Det er tdl. kriminaldommer Peter Garde, Hillerød, enig i. Det er ham, der har omtalt eksemplet i Tidsskrift for rettsvidenskab; [1] for ingen har ret til at gøre sig til Gud, som de to læger gjorde, siger han.


Garde kunne dog ikke slippe tanken om de mange reddede og konkluderede, at der er tilfælde, hvor det simpelthen er umuligt at lovgive; hvor man i stedet burde have henvist til en ekstraordinær påtaleundlad-else, altså hvor man ud fra sund fornuft lod være med at rejse tiltale – til nød ville han kunne acceptere en ikke lovbestemt frifindelse ud fra princippet Nichtzumutbarkeit (det kan ikke forlanges (at man skal dømme her)).


Verden er ikke enkel, tilværelsen er ikke enkel, lovgivning er ikke enkel; men her blev de 2 læger dømt under henvisning til en kompromisløs kristen moral: Det er forbudt at slå ihjel. Færdig. Vi kender syns-punktet igen fra abortdebatten, hvor det officielle katolske standpunkt er, at end ikke det at undfangelsen er sket i forbindelse med voldtægt, kan legitimere abort. Højst hvis der er fare for moderens liv. Så skær-pes forskellen mellem et rent humanistisk og et konservativt kristent synspunkt.

 

”Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da be-høvede man ikke nogen lov.” Men lov skal der til, sekulær lov! For loven skal skabe det rum, der beskytter den enkelte borger, uanset om han eller hun tror på det ene eller det andet. Selv dem, der er imod demo-kratiet, hvilket ikke er uden problemer.


Når det således i dag ikke kun er Grundlovsdag, men også valgdag i Danmark – til folketinget, så er det da problematisk, at Befrielsespartiet ikke stiller op, så man kunne se, hvor mange tilhængere de har. Befrielsespartiet hedder på arabisk Hizb ut-Tahrir, en islamistisk forening, som ikke accepterer demokrati-ets præmisser, og som agiterer for, at muslimer skal undlade at stemme ved de demokratiske valg. De vil befri verden for demokrati. ”Hvis I bekæmper os, slår vi igen!” sagde en af talsmændene til Jyllands-Posten forleden. ”Hvis I ikke bekæmper os, breder vi os.”


Derfor er der på 170’årsdagen grund til at glæde sig over for det første vores robuste grundlov, der fast-holder afvisningen af enhver indflydelse fra lovreligioner på samfundet, selv når den præsenteres spiseligt som ”kompromis mellem vores og jeres traditioner”, og for det andet og ikke mindst at langt de fleste imamer og moskeer under valgkampen trods alt har taget afstand fra Befrielsespartiets agitation og tvært-imod anbefaler, at man går hen og stemmer. Det bliver så nok ikke på Nye Borgerlige eller Stram Kurs, men noget mindre populistisk kan også gøre det. Det vigtige er, at de ved at stemme accepterer det de-mokratiske grundlag for det danske samfund. Om det så også betyder en opbakning til den sekulære rets-stat, det er unægtelig en anden sag.


Til lykke med de 170 år. Tak fordi I lyttede


[1] Tidsskrift for rettsvidenskab 3-4/2000

Rejsepræst i Schweiz


December 2017

Kære alle


” Tror du ikke, du straks skal vælge banen til højre,” noterede en af vore venner, da jeg lagde dette billede ud på Facebook. Jeg ville egentlig bare vise, hvad der karakteriserer livet som præst i Schweiz. Jeg tænkte ikke videre over skiltet til Bethlehem. Det har jeg så gjort siden og jo da især her op til jul. Jeg er også stødt på Pilatus, som rager noget op og ikke er sådan at komme uden om, men har indtil nu kun hørt om Paradis, som måske alligevel ligger et helt andet sted. Således venter der mange overraskelser i Schweiz, som det har været en stor fornøjelse for Birte og mig at lære nærmere at kende, og som vi glæder os til at udforske endnu mere.


At være præst i Schweiz er at være rejsepræst. Det er, at kirkeåret kun hænger (nogen-lunde) sammen i Genève, hvor der er gudstjeneste hver måned. Det er at have nogle dejlige og opvakte konfirmander fra så mange forskellige kantoner med så forskellige tidspunkter for ferie, at det forstyrrer planlægningen en hel del. Det er at møde en masse spændende mennesker med meget forskellig baggrund. Det er at bruge mere tid på at være kirketjener end præst. Det er – som alle andre – at skulle begå sig i det sproglige grænseland mellem germanske og romanske sprog og i grænselandet mellem Nord- og Sydeuropa. Det er, at det da er utroligt så billigt, det er blevet at købe ind, når man er hjemme i Danmark.


Det har kort sagt været et spændende år. Kirkejubilæet tog en hel del ekstra tid. De fem julestuer har også krævet noget energi, men var først og fremmest hyggelige. Alle de forskellige børn og voksne! Hvis vi ser bort fra alt bøvlet med opholdstilladelse m.m. og en rigtig træls vandskade i lejligheden, har det helt igennem været en god oplevelse at flytte til Schweiz, og vi vil gerne takke alle for den positive måde, vi er blevet taget imod rundt omkring i byerne, som er meget forskellige, men alle præget af stor venlighed.


Glædelig jul og godt nytår


Birte og Lars-Erich Stephansen

Præsten


ved Den danske Kirke i Schweiz er Lars-Erich Stephansen.


Her er en kort præsentation af præsten:


"I 1980 begyndte jeg som præst i Ringive nord for Billund. Det var et stort privilegium at lære at være præst i det venlige og meget udstrakte landsogn. I 1987 flyttede vi hjem til Vendsyssel, hvor jeg blev bypræst i Hjørring med alle de spændende udfordringer og muligheder, det byder på. Endelig blev jeg også provst i 1998. Det har været et stort privilegium at være præst og komme tæt på mennesker i de ’livssituationer’, hvor man er særligt åben og følsom og oplever, at tilværelsen er større end en selv.


Ud over at være præst har jeg også deltaget i det lokale liv, været med til at lave revy, forfatte lejlighedssange, skrevet litteraturanmeldelser til Vendsyssel Tidende, været redaktør af Aalborg Stiftsbog og medredaktør af Hjørringbøgerne. Desuden har jeg altid interesseret mig meget for kunst.



Først og fremmest er jeg dog gift med Birte, som i rækkefølge er uddannet som sygeplejerske, narkosesygeplejerske, sundhedsplejerske og akupunktør.  Hun er en klog kone, som har støttet mig i de mange år, vi har været sammen.   Vi har to døtre og fem børnebørn, som har høj prioritet."