Dorit Konkolewskys tale

Tale til Den Danske Kirke i Schweiz 70 års jubilæum og tale til Kirsten Bendixen

 

Lad os begynde med at løfte glasset og hilse på hinanden og ønske Den Danske Kirke i Schweiz hjertelig til lykke med 70 års jubilæet.

 

Festen i dag er det absolutte højdepunkt i festligholdelsen af kirkejubilæet i 2017. I menigheds-rådet har vi glædet os overordentligt meget til denne dag, og vi takker menighedsrådets fest-udvalg, kirkekomiteen i Bern samt medorganisatorerne, de danske konsuler, hjerteligt for det store forberedende arbejde og det meget fine resultat.

 

Det er en stor oplevelse at være med, og vi nyder det hele, såvel de højtidelige, som de sjove og underholdende indslag og elementer.

 

Det var det gryende internationale miljø, præget af idealisme, optimisme og ikke mindst humani-tær indstilling, der dannede rammen om etableringen af den første danske menighed i den umiddelbare efterkrigstid i 1947.

 

Konturerne af denne historiske baggrund erindrer os om, at vi med kirkejubilæet ikke alene fejrer kirken af i dag, men også hylder væsentlige idealer og grundværdier. ”At gøre en forskel”, lød mottoet dengang i de vanskelige og afgørende år efter 2. Verdenskrig.

 

En tilsvarende indstilling møder vi også som ledetråd i det arbejde i kirke og menighed, der den-gang som nu ydes for at skabe og udvikle Den Danske Kirke i Schweiz som et levende og rele-vant forum.

 

Menighedsrådet vil ikke mindst på denne dag udtrykke sin tak til de mange, der gennem årene har båret og været med.

 

Vi håber også fremover at måtte nyde godt af jeres solidaritet og støtte, og er glade for at så mange synes, at det er en god ide at være med i vores danske kirkemenighed.

 

Og nu specielt til dig, kære Kirsten:

 

Som det skinner frem af planlægningen og gennemførelsen af denne fine fest, har klare linier, ide og vision været karakteristisk for dit arbejde i menighedsrådet. Uegennyttighed og diskretion er supplerende kvaliteter, der har kendetegnet din administration og ledelse.

 

Helt siden du som purung fra begyndelsen af 1980erne kom med i menighedsarbejdet, er der flere højdepunkter, der springer frem.

 

Du var med til at institutionalisere og konstituere kirken og kom således i 1992 med i menig-hedsrådet, hvor du gennem flere perioder yderligere har virket som formand. Med stor respekt og taknemmelighed ønsker vi dig fra menighedsrådets side stort tillykke med de 25 år i menig-hedsrådet.

 

Vi har siden marts i år måttet undvære dig i det daglige arbejde i rådet, da ved kirkens årsmøde valgte ikke at genopstille, men takke af. Siden har du helliget dig arbejdet i menighedsrådets festudvalg med det mål for øje, at jubilæumsfesten skulle blive en sikker success.

 

”Jeg har denne aften lært, at alt er muligt i denne smukke Verden”. Ordene er Gabriel Axels, Danmarks første Oscar-vindende filminstruktør, da han i 1988 på festaftenen i Los Angeles modtog den fornemme statuette for sit filmiske hovedværk, Babettes Gæstebud.

 

Som vi ved, stammer ordene ikke fra Gabriel Axel selv; men de er en let omskrivning af et citat fra Karen Blixens fortælling og en replik fra general Lorens Löwenhielm, i filmen spillet af Jarl Kulle.

 

Kære Kirsten,

 

Der er flere indlysende årsager til, at jeg netop i denne anledning ved menighedsrådets lille hyldest til dig, citerer fra og drager paralleller til Babettes Gæstebud.

 

Flere har naturligvis allerede gennemskuet, at både du og Gabriel Axel er født i Aarhus, og at I begge har valgt at udfolde voksenlivet i den franske kulturkreds.

 

For det andet er det indlysende for enhver, hvilken slående lighed der er mellem dig og den smukke franske skuespillerinde, Stephane Audran, der spiller hovedrollen i filmen som Babette.

 

Æstetikken er imidlertid hovedårsagen til min sammenligning her mellem dig og fortællingen om Babette: Som Karen Blixens Babette har du været motiveret af at skabe og forme for et højere mål end dit eget. På den måde er dit virke blevet smukt og godt, og vi siger dig derfor på denne dag hjertelig tak for dit formidable gæstebud i mere end en forstand. Din indsats i Den Danske kIrke er på alle måder en Oscar værdig.

 

Lad os rejse os og udbringe et trefoldigt leve for Kirsten Bendixen og for Den Danske Kirke i Schweiz.

 

Gaveoverrækkelse.

 

 

Menighedsrådsformand Dorit Konkolewskys tale