Præstens prædiken

Lars-Erich Stephansen holdt dagens prædiken

Prædiken ved den danske kirkes 70’års jubilæum i Johanneskirche i Bern den 16. september 2017. Prædikentekstekst: Lukas 10,23-37. Salmer: 3 – 52 // 321 – 11

 

 

Barmhjertighedens Gud! Det er ham, vi døber vores børn til. At være døbt er at være under barmhjertighedens Guds beskyttelse. Men det rummer en dobbelthed. Når vi kalder Gud for barmhjertighedens Gud, fortæller det på den ene side, at vi er omfattet af hans barmhjertig-hed. Og det er jo ikke på den måde, at døbte bliver særligt forkælede fremfor andre og får bedre vilkår, så man fx er heldig i forretningssager, undgår sygdom, eller at den Tesla, som man så brændende ønsker sig, dumper ned fra himlen; men sådan at man ved, at Gud tager imod én som det menneske, man nu engang er på godt og ondt. Han tager imod os som sine egne børn, selv om vi så langt fra er fuldkomne. At han gør det, ved vi, fordi Gud i skikkelse af Jesus af Nazaret døde på korset for vores skyld. Det er gennem korset, vi omfattes af Guds barmhjertighed. Korset er bogstavelig talt også en omfavnelse.

 

At være under beskyttelse af barmhjertighedens Gud betyder på den anden side, at vi er forpligtet på at give det videre, som vi modtager for ingenting. ”Gå du hen og gør ligeså!” sluttede lignelsen om den barmhjertige samaritan. Det er så ligetil: Det du vil, andre skal gøre mod dig, skal du selv gøre mod dem.

 

Der er altid denne dobbelthed i Jesu forkyndelse. Den lovkyndige, der satte Jesus på prøve, vidste udmærket godt, at det centrale bud er, at man skal elske Gud med hele sig selv og sin næste som sig selv. Det er det centrale bud i Det gamle Testamente, i jødedommen. Vi tæn-ker, det er kernen i kristendommen, og det er det også; men det er altså hentet direkte ud af jødedommen, og det er da nok en tanke værd. Det vender vi tilbage til. Den samme dobbelt-hed møder vi også i Fadervors femte bøn, hvor vi beder Gud om at tilgive os vor skyld, lige-som vi selv tilgiver dem, der er skyldige over for os. På den måde er der hele tiden en dialek-tik, en vekselvirkning, mellem det himmelske og det jordiske, det guddommelige og det men-neskelige. Den, der siger, han elsker Gud, men glemmer sin næste, taler ikke sandt, som det hedder i 1. Johannesbrev; for den, der ikke elsker sin bror, som han kan se, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Det er dialektikken: At elske Gud må nødvendigvis komme til ud-tryk i, at man elsker sin næste. Og så har vi et problem; for der er godt nok en del mennesker, som i al fald jeg synes, det er svært at elske, og man kan da heller ikke tage sig af alle, vel?

 

Der er også et andet dilemma i det, fordi vi bombarderes med sanseindtryk fra hele kloden af mennesker, der udsættes for nød og elendighed, så det næsten ikke er til at bære. Det kalder på vores medlidenhed. Det rejser en moralsk fordring om, at vi skal gøre noget. Hvad kan vi gøre? Vi må da tage næstekærlighedsbudet alvorligt. Ja, men vi må også skelne. Når man fx giver et beløb til en hjælpeorganisation, er det så udøvelse af næstekærlighed? Er det moder-ne sundhedsvæsen udøvelse næstekærlighed? Både ja og nej. Det udspringer i al fald af den.

 

Religionsfilosoffen K.E. Løgstrup skelnede med rette mellem den barmhjertige og den politi-ske samaritaner. Den barmhjertige samaritaner udøvede spontan næstekærlighed i situation-en på vejen til Jerusalem. Han tog sig af manden, der var blevet overfaldet af røvere. Men da han så begyndte at tænke over, hvad man kunne gøre ved dette røveriuvæsen på vejen til Jeriko, blev han til den politiske samaritaner. Som sådan udøvede han hverken spontan eller konkret næstekærlighed; men ud fra næstekærligheden som idé, som inspiration, lagde han politisk pres på myndighederne for at sikre, at en tænkt næste i fremtiden kunne færdes trygt på vejene. Det var en politisk handling, mens udøvelse af kærlighed altid er personlig i kon-krete situationer. Når man støtter en nødhjælpsorganisation, støtter man en organisatorisk struktur, som skal hjælpe ikke nærmere bestemte mennesker i nød. Det er ikke udøvelse af kærlighed, for det sker altid direkte, men det er inspireret af kærligheden som idé.

 

For hundrede år siden var Thorkild Rovsing overlæge på Rigshospitalet i København. Hver eneste nat mellem klokken et og to tilså han sine nyopererede og dårlige patienter. Der var på den måde stadig tale om et personligt forhold i en konkret situation. Han havde fokus på de mennesker, der havde lagt deres liv i hans hænder. At være læge var ikke blot et job, det var en livsstil, et kald. Det var dengang, man stadig brugte Hippokrates’ ed fra oldtiden i lægeløf-tet: ”I de huse jeg kommer, vil jeg komme til gavn for de syge.” Altså for konkrete mennesker. I dag er det moderniseret til: ”efter bedste skøn at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn”.

 

Det viser udviklingen. Vi forskyder ansvaret for næsten fra det personlige til det organisato-riske. Og det er effektivt. Det redder uden tvivl flere liv. Men det betyder også, at der er skudt økonomi og prioriteringer og arbejdsvilkår for læger og sygeplejersker ind i forholdet mellem patient og sundhedsvæsen. For patienten er det stadig personligt og konkret, men det er det ikke nødvendigvis for de skiftende personalegrupper. Det er ikke længere et rent menneskeligt forhold, og lægegerningen er nok mere en profession end et kald, selv om det ene jo ikke udelukker det andet.

 

Tilbage til det dobbelte kærlighedsbud. Det er, som nævnt, centralt i både jødedommen og kristendommen; men der er forskel. Forskellen består i forestillingen om, hvem Gud er. Det er forskellen mellem retfærdighedens Gud og barmhjertighedens Gud. I det gamle Testamente fremstår Gud som indbegrebet af retfærdighed og som den, der kræver ret adfærd af sine tilbedere. De skal opfylde lovens krav, De ti Bud osv. De skal gøre sig fortjente til Guds kær-lighed. Ikke at han ikke kan være nådig i Det gamle Testamente. Det kan han bestemt og altså slække på retfærdighedskravet. Men retfærdigheden er og bliver den øverste norm, og derfor gælder det om at holde loven.

 

I kristendommen er kærligheden det øverste. Gud fremstår i Det nye Testamente som den, der har forsonet sig med, at mennesker ikke formår leve op til de fuldkomne krav, som loven stiller. Men han tager imod os som sine børn alligevel. Det er ligesom moderen sagde, der gik i forbøn hos dommeren for sin søn: jeg kender min søn, jeg kender ham ud og ind. Jeg elsker ham ikke, fordi han er god og retfærdig; men fordi han er mit barn. Sådan er det også i kri-stendommen. Vi er Guds børn, og godt for os, at Gud er barmhjertighedens Gud, der elsker os på trods. Som det hedder i et vers:

 

Ingen af os er fuldkommen.

Ingen gør alt det, de skal.

Ingen lever op til drømmen,

hvad vi gør er ofte halvt.

Det er ikke os, der elsker Gud,

det har vi altid vidst;

men skønt vores indsats svigter,

elsker han os, først og sidst.