Michael Mathiessens festtale

EU-ambassadør i Schweiz Michael Mathiessen holdt festtalen

Speech (in Danish) on the occasion of the 70th anniversary of the Danish Church in Switzer-land, Bern, 16 September 2017

 

Kære alle sammen,

 

Velkommen til Bern, og en særlig velkomst til dem der er kommet langvejs fra idag.

 

Tak til den danske kirke i Schweiz (menighedsrådet, festkomiteen og præsten) og til de danske konsuler i Schweiz og Liechtenstein for indbydelsen til sensommerfest. Et glimrende initiativ og vi er jo heldige med vejret.

 

Idag fejrer vi især Kirkens 70 års jubilæum.

 

Men vi markerer også den danske grundlovsdag, 5. Juni, vores nationaldag, med et par måneders forsinkelse.

 

I dagens anledning er jeg blevet bedt om at sige et par ord. Det gør jeg meget gerne. Lad mig indledningsvis sige, at jeg godt nok er Ambassadør, men ikke DKs Ambassadør i CH. Som bekendt lukkede DK sin ambassade her i landet for et par år siden, og CH dækkes nu af am-bassaden i Berlin. Heldigvis har vi danske konsuler i Zurich, Basel og Liechtenstein. Jeg er Den Europæiske Unions Ambassadør i Schweiz og LI og startede i dette job i Bern for præcis et år siden. EU har haft en såkaldt Delegation, en slags Ambassade, i Schweiz i 10 år og jeg er den tredje EU ambassadør her i landet.

 

Det glæder mig at så mange ville være med idag for at markere kirkens jubilæum. Et stort til lykke til den danske kirke i Schweiz med de 70 år.

 

Da jeg kun har været her i 12 måneder (12 meget travle måneder pga udviklingen i forholdet mellem EU og Schweiz), har jeg endnu ikke haft megen kontakt med den danske kirke her i landet. Det beklager jeg. Men da jeg har boet i mere end 20 år i Belgien, ved jeg hvor værdifuldt et arbejde der udføres af den danske kirke i udlandet. Vore to børn er døbt og konfirmeret i den danske kirke i Bruxelles, vores mange au pair piger har nydt godt af kirkens forskellige tilbud igennem årene og vi har været flittige gæster ved kirkens julemarked og især julegudstjenesten.

 

Den danske kirke i CH blev oprettet i 1947, lige efter afslutningen på 2. Verdenskrig for 70 års siden. Efter en endnu en verdenskrig der startede i Europa, kom FREDEN til dette kontinent. Og, hvis vi ser bort fra borgerkrigen i Jugoslavien i begyndelsen af 1990'erne, har vi faktisk haft

fred i Europa siden da. Det er den længste periode Europa har haft uden krig - og det skal vi være taknemmelige for.

 

I 1947 blev Geneve sædet for det Lutherske Verdensforbund og Kirkernes verdensråd og derfor startede den Danske Kirke der, i Geneve. Kirken kom senere til at betjene hele landet, hele Schweiz.

 

Vi der er samlede her idag er heldige at bo i Schweiz. Nogen af jer har boet her længe, måske er I gift med en Schweizisk statsborger og nogle af jer har måske endog dobbelt statsborger-skab - nu da dette er blevet muligt. Andre er kommet hertil for nylig, som vores nye præst Lars-Erich Stephansen, og jeg og min hustru Dorte. Nogle af jer vil uden tvivl blive her, andre vil rejse videre, enten tilbage - eller skulle jeg sige 'hjem' - til Danmark eller videre ud i verden.

 

Her i Schweiz har vi fred og velstand, og det har vi også generelt i Europa. Men lad os ikke glemme at når vi ser os omkring ude i verden, i syd, i øst - i Afrika, Mellemøsten, Asien og endog Latinamerika ser tingene ganske anderledes ud. Lad os være glade for at vi bor her, i Schweiz, og i Europa.

 

Lad os sætte pris på at vores kirke, den danske kirke i udlandet, er en kirke, der er fulgt med tiden. Det er en ægte FOLKEkirke. Den er tolerant og bredt favnende. Det har kirken, den protestantiske kirke, ikke altid været, og det er den ikke alle lande! I år fejrer vi ikke bare at den danske kirke i CH bliver 70 år, men også 500 året for reformationen. Her i CH, idag et fredeligt land, har borgerkrigen hærget pga religiøse stridigheder mellem protestanter og katolikker. Og når man er i de forskellige kantoner og besøger kirker, slotte og museer bliver man klar over hvor meget ufred der blev skabt pga striden mellem protestanterne og katolikkerne i dette område.

 

Den danske grundlov af 5. Juni 1849 markerede starten på det danske demokrati. Det fejres hver år i Danmark med mange flotte taler af politikere, som roser det danske demokrati. Her igen kan vi være glade for at vi bor i Schweiz, som også er et demokrati. Det er ganske vist noget anderledes indrettet end det danske system, med direkte demokrati med folkeafstem-ninger fire gange om året (næste gang på søndag den 24). Det er et system som Schweizerne er meget stolte over. Det skal de have lov til. Men jeg vil gerne fremhæve, at der er mange former for demokratiske systemer, inklusive det parlamentariske demokrati. Her igen kan vi være glade for at vi bor i Europa, hvor landene er demokratiske (selvom vi lige for tiden ser visse foruroligende træk i Polen og Ungarn). Men lad os ikke glemme, at Berlin muren og jerntæppet faldt bort for kun 28 år siden og at vi havde militærdiktaturer i Grækenland, Portugal og Spanien helt frem til 1970'erne.

 

Den danske kirke i udlandet, også her i Schweiz, spiller også en vigtig rolle som brobygger mellem det land vi opholder os i - og fædrelandet Danmark. Og her vil jeg ikke mindst fremhæve opretholdelsen af det danske SPROG. Her i Schweiz har vi fire nationale sprog, hvoraf de tre største: tysk, fransk og italiensk, deles med de fire store nabolande! Sådan er det ikke i Danmark. Dansk tales kun i Danmark, blandt de ca 5,4 millioner danskere. Det er sprog vi skal værne om, også fordi sprog og kultur hænger sammen. Derfor skal der lyde en stor tak til den danske kirke i udlandet, også her i Schweiz, for det store arbejde der udføres - ikke mindst ved gudstjenester og andre arrangementer - på DANSK.

 

Kære venner, kære danskere i Schweiz,

 

Tak fordi I kom til Bern idag for at fejre den danske kirkes 70 års fødselsdag sammen med præsten og de danske konsuler. Det er bestemt noget der skal fejres. Og samtidigt holder vi en sensommerfest i den Schweiziske konføderations hovedstad Bern, i dansk selskab - og på dansk.

 

Jeg foreslår, at vi nu råber hurra for Den Danske Kirke: tre korte og så det lange!

 

Og nu skal vi synge nationalsangen: Der er et yndigt land.

 

Tak.

 

Slut